Bryllupsfester, fødselsdage og andre private arrangementer på restauranter og hoteller får lov til at fortsætte efter midnat.
Det er Folketingets partier torsdag nået til enighed om, bekræfter flere politikere.
Medlem af Folketingets Retsudvalg Morten Dahlin (V) glæder sig over aftalen.
- Det er vi rigtig glade for, og vi er glade for, at et flertal i Folketinget fik regeringen på bedre tanker.
- Vi synes, at midnatsforbuddet var udtryk for formynderi og mangel på tillid til danskerne, så vi er glade, siger han.
Venstres Jan E. Jørgensen skriver på Twitter:
- Tillykke til statsministeren (Mette Frederiksen, S, red.) og alle andre, der skal holde bryllup - og andre private fester - den fjollede midnatslockdown er nu fjernet.
Statsminister Mette Frederiksen er blandt de personer, som har planlagt bryllup hen over sommeren.
Justitsministeriet har endnu ikke formelt bekræftet aftalen.
Et politisk flertal uden om regeringen har været klar til at give danskerne tilladelse til at fortsætte fejringen af bryllupsfester og runde fødselsdage efter midnat - også selv om det sker på for eksempel en lejet restaurant.
Regeringen meldte oprindeligt ud, at en planlagt fest på en lejet restaurant eller kro er i samme kategori som værtshuse og caféer, der skal lukke ved midnat på grund af coronakrisen.
ritzau
fortsæt med at læse




























