Ægtepar samt hunde og katte reddet ud af brændende hus

Lyt til artiklen

Et ægtepar samt hunde og katte er fredag aften reddet ud af et brændende hus på Resedavej i Gentofte.

Det fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi David Buch.

»Den ene er kørt til observation for røgforgiftning. Den anden er blevet forbrændt. Vi kender ikke i hvilket omfang. Der er ligeledes nogle hunde og katte, som også er reddet ud fra adressen«, siger han.

Politiet modtog meldingen om branden klokken 20.24.

Det vides endnu ikke, hvorfor branden opstod.

»Det skal undersøges, når den engang er slukket«, siger David Buch.

Kæledyr er bragt til dyrehospital

Han fortæller, at beredskab fredag aften fortsat er på stedet. Det er uvist, hvor langt de er med slukningsarbejdet.

På Twitter skriver Beredskab Øst kort før klokken 22, at de har været til stede ved branden de seneste timer.

Desuden har Hovedstadens Beredskab hjulpet til med redning af kæledyrene.

»Beredskab Øst har de seneste timer været tilstede fra tre brandstationer i forbindelse med håndtering af brand. To personer er bragt til hospitalet«.

»Hovedstadens Beredskab assisterer med transport af røgforgiftede kæledyr til dyrehospital med særlige dyreredningsbure«, skriver Beredskab Øst.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her