En række tyske statsborgere har lørdag forgæves forsøgt at køre ind i Danmark, selv om reglerne for indrejse fra Tyskland til Danmark først lempes natten til mandag.
Det oplyser Sydjyllands Politi på det sociale medie Twitter.
»Vi oplever tættere trafik ved den dansk-tyske grænse nu«.
»En del tyske statsborgere søger allerede nu mod Danmark, men indrejsereglerne bliver først lempet fra mandag«, skriver politiet på Twitter lørdag.
Hvor mange der konkret er blevet afvist, melder politiet ikke noget om lørdag eftermiddag.
Mandag åbner grænsen
Fra mandag må tyske turister rejse ind i Danmark.
Grænsen har været lukket siden 14. marts på grund af coronakrisen.
Også nordmænd og islændinge får lov at rejse ind i Danmark fra mandag.
Det sker under forudsætning af, at turisterne kan påvise, at de har booket mindst seks overnatninger i Danmark.
Politiet har dog tilsyneladende gjort undtagelser blandt dem, der forsøgte at rejse ind i landet. Ifølge TVSyd har to tyske familier fået lov at køre ind i Danmark, efter de kunne fremvise, at de havde booket ferieboliger.
Hos Sol og Strand Feriehusudlejning oplevede man ifølge TVSyd lørdag, at de to familier ankom og ville indlogere sig i feriehuse på Rømø på trods af, at indrejsereglerne først lempes mandag.
ritzau




























