Østjyllands Politi har anholdt endnu en 26-årig mand i forbindelse med urolighederne i Gellerupparken i Aarhus på grundlovsdag 5. juni.
Manden sigtes for at have affyret et bomberør mod politiet, og han bliver onsdag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Aarhus.
En anden 26-årig mand er tidligere anholdt for også at affyre bomberør mod politiet. Han blev 11. juni varetægtsfængslet i to uger.
Ifølge politiet var der flere uromagere i Gellerupparken, og det fortsætter derfor efterforskningen i jagten på flere mulige gerningsmænd.
»Der var en række gerningsmænd. Vi prøver at finde frem til så mange, som vi overhovedet kan«, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.
Urolighederne opstod i kølvandet på en Stram Kurs-demonstration om eftermiddagen 5. juni med den kontroversielle leder Rasmus Paludan i front.
Ved demonstrationen trængte en 52-årig mand ind bag politiets afspærring. Han var bevæbnet med en kniv. Da han ikke adlød politiets ordre om at lægge våbnet fra sig, blev han skudt i benet.
De efterfølgende nætter var Gellerupparken præget af uroligheder med stenkast, påsatte brande og affyring af fyrværkeri.
ritzau
fortsæt med at læse




























