Politi har udstedt 456 forkerte fartbøder i Guldborgsund

Lyt til artiklen

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har udstedt 456 forkerte bøder ved hastighedsmålinger på strækning i Guldborgsund.

Bøderne vil blive tilbagebetalt.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Bøderne er givet ved hastighedsmålinger fra januar 2015 til den 26. juli 2019 på strækningen fra lysreguleringen ved Guldborgsundcenteret i Guldborgsund og 300 meter frem på Brovejen i vestlig retning.

På Brovejen er der fastsat en hastighedsgrænse på 60 kilometer i timen, som er korrekt tilkendegivet med tavler frem til lysreguleringen ved ind- og udkørsel til Guldborgsundcenteret.

Ikke korrekt skiltet

Men efter lysreguleringen var der i perioden ikke korrekt skiltet med hastighedsbegrænsningen på 60 kilometer timen.

Derfor var hastighedsgrænsen reelt 80 kilometer i timen på strækningen fra lyskrydset og 300 meter frem til korrekt skiltning.

Politiet tog ved fartmålinger januar 2015 til den 26. juli 2019 fejlagtigt udgangspunkt i, at fartgrænsen var 60 kilometer i timen, mens den altså reelt var 80 kilometer i timen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her