To personer er ramt af knivstik foran supermarked i Herning

Lyt til artiklen

To personer i Herning er fredag aften blevet ramt af knivstik. Den ene person blev ramt i øret, mens den anden blev stukket i låret.

Det oplyser vagtchef Jan Nørrum fra Midt- og Vestjyllands Politi. Ingen personer er anholdt i sagen.

Knivstikkerierne fandt sted foran en Rema 1000 på H.P. Hansens Vej i Herning.

Vagtchefen ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at oplyse yderligere om de to tilskadekomne, bortset fra at de ikke har været i livsfare.

»De to er begge blevet behandlet. Ingen af dem har fået livstruende skader«, siger han.

Ifølge vagtchefen befandt to 'grupperinger' af personer sig ved Rema-butikken, da knivstikkerierne fandt sted.

Ingen af personerne har villet hjælpe politiet med informationer. Hændelsen blev anmeldt klokken 19.28, og efterforskningen er fortsat i gang, fortæller vagtchefen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her