»Skal jeg have den på nu?«, spurgte statsminister Mette Frederiksen, (S), da hun var landet i Bruxelles’ militære lufthavn og var på vej hen til den ventende bil.
Svaret var ja og statsministeren tog sit mundbind på og tilføjede, at det var første gang, hun prøvede at have sådan et på.
Det kommer hun til med jævne mellemrum i de næste mange timer og dage. Det afgørende EU-topmøde om budgetrammen for de kommende syv år og den store genopretningspakke på 750 milliarder euro (cirka 5.590 milliarder kroner) er i gang.
Inden hun tog mundbind på, fortalte Mette Frederiksen, at hun har en god fornemmelse af, at de 27 stats- og regeringschefer langt om længe vil nå til enighed. Selvom hun ikke vil begive sig ud i spådomme. Topmøder er gået galt før.
»Men jeg kan mærke, og det synes jeg klæder Europa, at der er en fælles ånd. Coronaen ramte os og vi skal videre i fællesskab, så det er til gavn for så mange mennesker som muligt. Der er en stærkere fællesskabsfølelse i forhold til at finde løsninger nu, end der har været tidligere«, sagde statsministeren.
»Og jeg kan mærke, også på mig selv, at vi skal lave en aftale i løbet af i dag og i morgen. Det er helt afgørende, at vi får sat gang i europæisk økonomi nu og derfor er det en god ide med en genopretningsfond. Vi skal have folk i arbejde igen, det har vi en fælles interesse i«, fortsatte hun.
Høj skat i Danmark
Men, for der er altid et men. Ideen bag fonden om at give 500 milliarder euro som bidrag og 250 milliarder som lån er ikke groet i Frederiksens have.
»Jeg synes jo grundlæggende, at når man stifter gæld, skal man også betale for det. Og jeg vil da sige inde i lokalet, at i Danmark betaler danske lønmodtagere og andre en relativ høj skat, vi har en høj pensionsalder, som vil stige. Vi hjælper gerne andre, men også her skal der være rimelighed«, sagde Mette Frederiksen, hvis retorik gennem de seneste måneder er blødt noget op. Fra at være meget hård og indeholde ordet »gak« til et dansk forhandlingsmandat med mere bløde og runde formuleringer. Også når det gælder den store genopretningsfond.
Det ændrer ikke på, at Danmark stadig er på sparelinjen, når det kommer til både budget og genopretningspakke. Den syv-årige budgetramme er lige nu foreslået til 1.074 milliarder euro, det tidligere forslag fra maj var på 1.100 euro. Danmark og de tre øvrige sparelande, Østrig, Holland og Sverige, har foreslået 1.050 milliarder euro.
Min arm er god
»Vi står fast på et budget, der er mere rimeligt end det, der er lagt op til. Men jeg er også nødt til at sige, at tingene bevæger sig i vores retning. Nu er der et mindre budgetforslag og en større rabat til Danmark. Så tingene går i den rigtige retning«.
Topmødet er sat til at vare fredag og lørdag, søndagen kan også tages i brug. Der er ingen fast bagkant og der forhandles til der er forlig eller forlis.
»I bund og grund er det en politisk armlægning. Der er også altid drama, når vi forhandler finanslov derhjemme. Det er en armlægning med forskellige interesser«.
»Og din arm er god?«
»Den er meget god. Ja«.
Sagde Mette Frederiksen, tog masken på og forsvandt i den store, sorte Audi.
Spillet om milliarderne er i gang.
fortsæt med at læse


























