Asfaltarbejder død på stedet: Kørt over af bakkende lastbil

Lyt til artiklen

En 40-årig asfaltarbejder er død i en arbejdsulykke sydvest for Kolding sent tirsdag aften.

Det fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Lars Grønlund tidligt onsdag morgen.

»Ulykken sker i forbindelse med noget asfaltarbejde. Her er der en arbejder, som står bag på en lastbil. Og i forbindelse med at lastbilen bakker meget langsomt, falder manden af og kommer ind under lastbilen og bliver kørt over«, siger vagtchefen.

»Han dør på stedet«, tilføjer han.

Den 40-årige mand er fra Fåborg-Midtfyn Kommune, og hans pårørende er underrettet om ulykken.

»Der er jo sådan set tale om en kombination af en arbejdsulykke og en færdselsulykke«, siger vagtchef Lars Grønlund.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken, der skete i krydset mellem Jernbanegade og Røddingvej i Vamdrup, tirsdag klokken 22.36.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her