Brødre nægter drab men erkender vold mod mand på en shelterplads på Bornholm i slutningen af juni.

Ung mand på Bornholm døde af omfattende vold

Det var her, at en 28-årig mand med dansk-tanzaniansk baggrund blev slået ihjel. Foto: Mikkel Hørlyck/POLFOTO
Det var her, at en 28-årig mand med dansk-tanzaniansk baggrund blev slået ihjel. Foto: Mikkel Hørlyck/POLFOTO
Lyt til artiklen

Et brødrepar, der er sigtet for at have slået en mand ihjel på en shelterplads på Bornholm i slutningen af juni, skal fortsat sidde varetægtsfængslet i sagen.

Det har dommer Henriette Frölich onsdag formiddag afgjort.

»Der er en risiko for, at du vil afstemme forklaringer med din bror, eller det kan også være med familiemedlemmer, som du taler med, siger dommeren til lillebroren.

Varetægtsfængslingen stod til at udløbe for begge brødre onsdag, men den ældste af de to var frivilligt gået med til at forlænge fængslingen. Derfor er han ikke at se onsdag i retslokalet i Rønne.

Du lytter til Politiken • 3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

Det er dog den yngste, som er igennem via video sammen med sin forsvarer, Asser Gregersen.

Her argumenterer advokaten for, at hans klient skal sættes på fri fod, og han henviser blandt andet til, at begge brødre har afgivet forklaring om deres rolle i volden, der førte til, at en 28-årig mand i slutningen af juni blev dræbt.

Desuden er både 'venner, pårørende og værthusvenner' afhørt i sagen, og både de og de sigtede har forklaret, at overfaldet intet havde med racisme at gøre.

»Efter min mening er der nu klarhed over forløbet«, siger Asser Gregersen.

Han modtog tirsdag en obduktionsrapport i sagen. Den konkluderer ifølge forsvareren, at det var al den vold, som den 28-årige blev udsat for, der tilsammen slog ham ihjel.

»Man kan altså ikke sige, at det er særligt den ene eller den anden form for vold, men det er den samlede mængde«, siger Asser Gregersen.

Chefanklager Benthe Pedersen Lund mener dog ikke, at det står klart, hvem der gjorde hvad, da den 28-årige døde. Det giver dommeren hende ret i og bruger det som en af grundene til, at lillebroren forsat skal sidde fængslet.

»Selv om det er det samme, du og din bror har erkendt, er der divergerende forklaringer om, hvad der er sket på gerningsstedet«, siger dommeren.

Begge brødre er fængslet frem til 19. august.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her