Den i forvejen tætte trafik på motorvejene er lørdag eftermiddag flere steder stadig nede i sneglefart efter uheld.
På Sønderjyske Motorvej var rejsetiden mod nord således godt en time længere end sædvanligt, vurderede Vejdirektoratet ved middagstid efter et uheld syd for Kolding.
På Vestmotorvejen på Sjælland var der ligeledes opstået problemer på strækningen mellem Ringsted N og Sorø. Og på Fynske Motorvej skete der sidst på formiddagen på samme sted to forskellige uheld nær Aarup med retning mod Jylland.
'Forvent kø', skrev Fyns Politi på Twitter.
Vestmotorvejen blev genåbnet klokken 16.00, men Vejdirektoratet meldte på det tidspunkt fortsat om kraftig kødannelse.
Ved Storebæltsbroen advares der om kødannelse i retning mod Sjælland, oplyste Sund og Bælt lørdag klokken 16.00.
Også ved grænsen til Tyskland er der lang ventetid. Lørdag 16.30 melder Sydjyllands Politi om en times ventetid ved grænseovergangene Frøslev, Kruså og Padborg.
Det ser derfor smartest ud at krydse grænsen ved Sæd og Pebersmark, hvor der ingen ventetid er lørdag eftermiddag.
Lørdag er en stor rejsedag
Lørdag er skiftedag i sommerhusene og generelt en stor rejsedag. Men på grund af sundhedskrisen holder flere end normalt ferie i Danmark, og antallet af biler på motorvejene er derfor blevet endnu større end normalt.
Sidste lørdag var der således ti procent flere biler på asfalten i forhold til den tilsvarende store rejsedag i 2019, oplyser Vejdirektoratet.
Det betyder, at mindre uheld får større konsekvenser end ellers.
Hos Fyns Politi siger vagtchef Lars Thede, at man baseret på erfaringen har en ret klar formodning om forklaringen på uheldene.
»Man kører for hurtigt, for tæt og for uopmærksomt. Sådan er det i ni ud af ti uheld på Fynske Motorvej«, siger vagtchefen.
Uheldene ved Aarup kom ikke som den store overraskelse for ordensmagten.
'Så gik den desværre ikke længere,' lød det på Twitter.
Dagen før var der fem uheld på Fynske Motorvej, oplyser vagtchefen.
ritzau
fortsæt med at læse


























