Debatten om forholdene på de danske plejehjem buldrer afsted. Men hvor kan man egentlig klage?

Sådan klager du over forhold på plejehjem

Der er flere muligheder for at klage eller give sin bekymring videre om forholdene på plejehjem. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)   Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Der er flere muligheder for at klage eller give sin bekymring videre om forholdene på plejehjem. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Når man vil klage over forhold og behandling på de danske plejehjem, er der flere veje at gå. Her er de fire klagemuligheder:

Plejehjemmets ledelse

Første anbefalede skridt er at henvende sig til plejehjemmets ledelse, hvis der er noget, man er utilfreds med i forsøget på at få en god dialog og få ændret de forhold, man vil klage over.

Kommunalbestyrelsen

Hvis ikke man kan komme igennem med det, kan man klage til den pågældende kommunalbestyrelse over plejehjemmet, som selv fører tilsyn med egne plejehjem.

Styrelsen for Patientklager

Hos Styrelsen for Patientklager behandler man konkrete klager over et behandlingssted. Man kan klage over den sundhedsfaglige behandling som eksempelvis fejlmedicinering, pleje, brud på patientrettigheder eller at en plejehjemsbeboer ikke er blevet henvist til en læge.

Styrelsen kan kritisere behandlingsstedet, selv om den pågældende fejl ikke er begået af en autoriseret sundhedsperson, men eksempelvis en lægesekretær eller en portør.

Klagen skal foreligge senest to år efter det tidspunkt, hvor man vidste besked om de forhold, man klager over, og man kan ikke klage, hvis forholdene ligger mere end fem år tilbage.

Fra klageren har sendt klagen ind – man kan også vedhæfte filer – begynder sagsbehandlingen. Man har altid ret til at få indblik i sin egen sag.

Man kan også henvende sig med en klage over en person til Styrelsen for Patientklager, som så sender sagen videre til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.

Styrelsen for Patientsikkerhed

Sideløbende kan man lave en såkaldt bekymringshenvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed. Her kan man enten ringe eller skrive på mail eller brev og beskrive sin bekymring, så detaljeret som muligt.

Styrelsen kigger på sager, der eksempelvis drejer sig om et behandlingssted, hvor man er bekymret for patientsikkerheden generelt og fremadrettet eller en plejeenhed, hvor man er bekymret for den fornødne kvalitet af hjælpen, plejen og omsorgen til de ældre.

Styrelsen for Patientsikkerhed undersøger, om mistanken er begrundet eller ej, og hvis man vurderer, at der er grund til bekymring, iværksættes de tiltag, man vurderer er nødvendige.

Ud over at skrive eller ringe, kan man henvende sig for at få rådgivning i forbindelse med henvendelsen.

Det er muligt at indgive sin bekymringshenvendelse anonymt, men ifølge styrelsens hjemmeside, kan man ikke efterfølgende være anonym, hvis man først har oplyst, hvem man er, når man ringer eller skriver.

Selv om man ikke får sendt sin henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed, men kun til Styrelsen for Patientklager, vil sidstnævnte sende sagen videre til Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis der er mistanke om, at det pågældende problem er af grovere karakter, er mere systematisk og kan ske igen.

Kilder: Styrelsen for Patientsikkerhed, Styrelsen for Patientklager, Ældresagen

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her