Mand fængslet for knivstikkeri ved kolonihaver

Lyt til artiklen

Ved kolonihaveområdet Sommerlyst i Nykøbing Falster blev en 63-årig mand lørdag stukket i ryggen med en kniv.

En 51-årig mand er mandag formiddag ved Retten i Nykøbing Falster blevet varetægtsfængslet i 3 uger.

Søndag blev han sigtet for grov vold, og ifølge anklager Bente Larsen er det også det, han fængsles for.

Den 63-årige, der blev stukket i ryggen, blev umiddelbart efter overfaldet meldt uden for livsfare.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters politi kender de to mænd kun hinanden overfladisk.

»De har ikke noget udestående med hinanden, men de bor i samme område, og det er sådan, de har kendskab til hinanden«, kunne vagtchef Jan Nielsen søndag fortælle Ritzau.

Den 51-årige formodede gerningsmand blev anholdt 09.12 søndag, hvorefter han blev kørt til afhøring.

Manden har endnu ikke besluttet sig for, om han vil kære fængslingen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her