En god dag for ...
’Hjejlen’. Siden 24. juni 1861 har man, hvis man var i Silkeborg, kunnet sejle sig en tur med ’Hjejlen’, en lidt langsom turbåd, der praler af at være verdens ældste kulfyrede hjuldamper med original dampmaskine, for at se på virkelig pæne silkeborgsøer og lægge til ved Himmelbjerget, før man storkede op mod det – mellem os – noget kedelige tårn øverst. En klassisk udflugt i det midtjyske, men den fornøjelse var coronaen lige ved at ødelægge, for i april lød det fra Silkeborg, at selskabet, der besejler søerne med ’Hjejlen’ og en række andre både, var ved at gå konkurs. Men nu er der godt nyt fra den gamle båd, for både sommeren og selskabet er reddet, skriver TV Østjylland. 27. juni sejlede ’Hjejlen’ og de øvrige turbåde igen, og turisterne vrimler til, så de fleste afgange er udsolgt – og konkursen aflyst.
En dårlig dag for ...
Fodboldholdet fra São Paulo. Den bedste brasilianske fodboldrække begyndte igen i weekenden, men kampen mellem São Paulo og Goia kom aldrig i gang. Få minutter før dommerens startfløjt – mens spillerne varmede op – viste det sig nemlig, at ikke færre end ti af spillerne fra Goias trup var testet positive for corona, skriver Ekstra Bladet. São Paulos spillere, der havde rejst 900 kilometer for at spille kampen, var ikke overraskende en lille smule stramme i masken – og måske også bag masken på vej hjem igen – over den sene aflysning. »Tak for ingenting«, hvilket jo altid er en vidunderligt passiv-aggressiv hilsen til denne verdens dårer, skrev São Paulo-stjernen Dani Alves på Instagram. I det mindste kunne han glæde sig over, at han ikke skulle sejle hjem med ’Hjejlen’.




























