Sent lørdag aften blev en 15-årig dreng overfaldet af en større gruppe unge på Tranbjerg Stationsvej i Aarhus-bydelen Tranbjerg.
Offeret blev skubbet op imod en husmur, fik knytnæveslag i ansigtet og blev overhældt med urin, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Ifølge politiet blev drengen lokket til at møde op til en fest i Tranbjerg.
Han kørte med letbanen ud til bydelen sammen med en ven, hvor en gruppe på 12-13 personer ventede på dem ved stationen.
Efter at have forladt letbanestationen blev den 15-årige først skubbet i brystet, hvorefter personer i gruppen slog og hældte urin ud over ham.
Der er endnu ingen anholdte i sagen, fortæller vagtchef Peter Tholstrup fra Østjyllands Politi søndag ved 13-tiden.
»Men der er nogle mistænkte, som vi skal afhøre i sagen. Jeg ved ikke, hvor stor mistanken er mod de enkelte personer. Det er jo en større gruppe, der har været involveret«, forklarer vagtchefen.
Baggrunden for overfaldet er uvist
Det er uvist, hvad baggrunden for overfaldet har været. De involverede er tilsyneladende en del af den samme bekendtskabskreds.
»Offeret følges med gruppen fra letbanestationen til et nærliggende pizzeria, og undervejs bliver overfaldet begået. Det fremgår ikke af vores rapporter, hvad motivet har været«, siger Peter Tholstrup.
Fremgangsmåden minder dog om den, der kendes fra fænomenet 'dominansvold'. Her bliver enkelte unge typisk overfaldet og på forskellig vis ydmyget af en eller flere andre personer.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) tager i en skriftlig kommentar kraftigt afstand fra lørdagens hændelse og lignende sager, som han kalder »forkastelige«.
Han tager forbehold for, at der endnu kan komme nye detaljer frem i sagen.
»Det er helt uacceptabelt og langt fra det trygge samfund, vi ønsker i Danmark«.
»Vi skal kunne sende vores børn og unge ud af døren uden at være bekymrede for, hvad der sker med dem, og de skal trygt kunne bevæge sig rundt – også efter mørkets frembrud«, skriver Hækkerup.
En sag om den type vold verserer for tiden ved Retten i Sønderborg. Her har en 16-årig dreng erkendt, at han ved et overfald tvang en jævnaldrende dreng til at kysse sine sko - derudover slog og sparkede han offeret.
Dommen i den pågældende sag ventes afsagt tirsdag.
ritzau



























