En ung mand blev alvorligt såret, da han natten til tirsdag blev stukket med en kniv på Udrejsecenter Sjælsmark i Hørsholm.
Efterfølgende er en 24-årig mand blevet anholdt.
Det oplyser pressekonsulent Henriette Døssing fra Nordsjællands Politi.
Manden sigtes for drabsforsøg og fremstilles i grundlovsforhør tirsdag eftermiddag klokken 15.45.
Det sker i Retten i Helsingør, hvor en dommer skal tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle manden.
Offeret - en 22-årig beboer fra Sjælsmark - blev stukket i maven.
Han blev straks overført til Rigshospitalet. Her var meldingen, at hans tilstand var kritisk. Der er foreløbig intet nyt om hans helbred.
Ligesom offeret er den formodede gerningsmand beboer på Udrejsecenter Sjælsmark. Hændelsen blev anmeldt klokken 04.18.
Politiet har ikke oplyst nationaliteten på offeret eller den anholdte.
Udrejsecenter Sjælsmark huser afviste asylansøgere, udviste kriminelle og personer på tålt ophold.
ritzau
fortsæt med at læse




























