Mand blev påkørt af bil: 24-årig fængsles for drabsforsøg

Lyt til artiklen

Den 17. juli blev en 31-årig mand påkørt af en bil og stukket med en kniv uden for en restaurant i Brabrand i det vestlige Aarhus.

Østjyllands Politi har fundet frem til en af flere personer, som menes at stå bag det livsfarlige overfald.

Manden er blevet anholdt og har tirsdag været fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Her har en dommer besluttet at varetægtsfængsle ham indtil den 11. september. Det skriver politiet på Twitter.

Fandt sted forud for tre andre blodige sager

Den anholdte - en 24-årig mand - sigtes for drabsforsøg og grov vold.

Forbrydelsen menes at være sket i forening med flere medgerningsmænd.

Hændelsen fandt sted forud for tre andre blodige sager på Aarhus-egnen.

Ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus blev en 25-årig mand dræbt af to skud om aftenen den 22. juli. Dagen efter - i Brabrand - mistede en 42-årig mand livet, da han blev stukket med en kniv.

Endelig blev en 22-årig mand den 6. august fundet dræbt af skud i en bil, der var parkeret i Vårkjærparken i Viby J.

Der er foreløbig én anholdt i de tre drabssager.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her