På et pressemøde tidligere på dagen bidrog blandt andre sundhedsministeren og transportministeren til en opdatering på Danmarks coronasituation. Her er fire nedslag fra pressemødet.

Bøder og vaccine-optimisme: Her er fire centrale budskaber fra corona-pressemøde

    Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) og Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm har fredag orienteret om de seneste tiltag mod coronavirus (arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) og Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm har fredag orienteret om de seneste tiltag mod coronavirus (arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Der vanker bøder, hvis man ikke bruger mundbind i den offentlige transport. Det kom frem på et pressemøde med blandt andre sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, fredag middag, hvor der også var godt nyt om en mulig vaccine mod coronavirus.

Her er fire centrale meldinger fra pressemødet.


1. Bøde for at nægte at følge mundbindskrav i kollektiv trafik

Fra i morgen, lørdag 22. august, gælder kravet om mundbind eller visir for alle passagerer i den offentlige transport.

Visse grupper er dog undtaget for kravet – herunder børn under 12 år og personer med åndedrætsbesvær.

Trafikselskaberne skal selv håndhæve kravet og afvise passagerer, der ikke bærer mundbind. Nægter en passager uden mundbind at forladet transportmidlet, kan politiet i yderste konsekvens tilkaldes, og de vil kunne udskrive en bøde på 2.500 kroner.


2. Udsatte grupper får gratis mundbind

Selvom prisen på mundbind er kraftigt nedadgående, vil borgere, for hvem det vil være ’en væsentlig økonomisk byrde’ selv at skulle anskaffe dem, få mulighed for at få udleveret mundbind gratis af kommunen. Det gælder for eksempel borgere på kontanthjælp eller integrationsydelse og for hjemløse.

Til gengæld bliver der ikke gratis mundbind til studerende og pensionister, som blandt andre Enhedslisten har foreslået.


3. Vaccine er på vej

Der er god grund til at tro på, at danskerne kan blive vaccineret mod coronavirus allerede i løbet af 2021. Sådan lød det optimistiske budskab fra Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, på pressemødet.

Her kom det også frem, at Danmark har tilsuttet sig en forhåndsaftale, som EU har indgået med det svensk-britiske medicinalselskab Astrazeneca om indkøb af en fremtidig coronavaccine. Astrazenecas bud på en vaccine er i øjeblikket er ved at blive testet i et fase 3-forsøg, der er den sidste fase, som vaccinen skal igennem, før at den kan komme ud til befolkningen. I første omgang er Danmark sikret vacciner til 2,4 millioner mennesker, men på sigt skal alle danskere tilbydes en gratis coronavaccine.

4. Smitten er på retur

De seneste ugers smittestigning ser ud til at være bremset. I sidste uge blev der påvist 880 nye covid-19-tilfælde mod 890 tilfælde ugen før. Men da 24 procent flere er blevet testet, er andelen af positive test altså faldet. Antallet af nyindlagte patienter faldt også i uge 33, og det skyldes ifølge afdelingschef Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut blandt andet, at flere yngre og færre ældre bliver smittet, og at behovet for hospitalsbehandling er mindre hos unge.

Aarhus var også i uge 33 den kommune i landet, hvor flest er smittet målt ift. indbyggertallet, med 78,6 smittede i uge 33 pr. 100.000 indbyggere. Der er dog tale om et fald ift. uge 32, og Tyra Grove Krause vurderer, at smitten i Aarhus formentlig har toppet.

Jesper Lindstrøm Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her