Medarbejderne i Skat blev banket flade i årevis. Der blev skåret ned med hård hånd, og medarbejdere og opgaver blev flyttet rundt, ikke bare mellem kontorer, men mellem landsdelene.
Samtidig kom skattefolkene til at ligne idioter i offentligheden, som ikke hørte om andet end fejl i Skat: Forkerte ejendomsvurderinger, et ulovligt opkrævningssystem og endelig skandalen om udbytteskat, som kostede statskassen mindst 12,7 milliarder kroner, fordi ingen havde reageret på advarsler om, at det kunne ske. Hvilket foreløbig samtlige 93 nuværende og tidligere medarbejdere i Skat, som har vidnet i den kommission som undersøger sagen, afviser at have et ansvar for.




























