Artiklen er opdateret kl. 19.59 med de sidste tre afsnit.
Et mindre fly er styrtet ned på Fur, og i den forbindelse er to døde, mens to er blevet fløjet til Rigshospitalet med helikopter.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der ikke på nuværende tidspunkt kan sige, hvordan ulykken præcist skete, og om den skete under landing eller opstigning.
Politiet kan ikke sige yderligere om, hvor alvorlige skaderne er hos de to overlevende. Ifølge Ekstra Bladet er der tale om brandsår.
Politiet har ikke yderligere oplysninger til sagen for nuværende, men til Ekstra Bladet siger ejeren af Fur Flyveplads, Poul Erik Havbo, at flyet hænger i et træ, og at det er »helt ødelagt«.
Poul Erik Havbo så dog ikke selv flystyrtet, men det er det første af slagsen på pladsen, siden den åbnede for 27 år siden.
TV Midtvest har også talt med ejeren af flyvepladsen, der beretter, at der er mange ambulancer og redningsfolk til stede.
Politiet kender endnu ikke til de nærmere omstændigheder omkring flystyrtet. Til Ekstra Bladet oplyser vagtchef Carsten Henriksen, at det skal undersøges i løbet af aftenen. Han oplyser yderligere, at de pårørende ikke er underrettet endnu.
Anmeldelsen om flystyrtet indløb lidt over 16.00.
Ifølge TV Midtvest er de to omkomne kvinder, mens de to overlevende er mænd, og den ene af mændene er flyets pilot. Ulykken skete ifølge mediet under starten af flyvningen.
TV Midtvest skriver, at de fire personer havde været på Fur hele dagen og formentlig var på vej hjem.
»Da vi kommer frem, finder vi to, der er dræbt. De sidder i flyet. Vi finder to, som sidder uden for flyet. De er i gang med at blive behandlet, og de er efterfølgende blevet fløjet til Rigshospitalet i København, hvor de bliver behandlet for deres skader«, siger, Poul Vestergaard-Lau, vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, til TV Midtvest.
ritzau



























