En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen viser, at folk i Danmark med kort uddannelse også i gennemsnit lever kortere liv.
Jan Erik Pedersen, maler, 43 år
»Jeg tror, det er genbestemt. Min farmor knoklede hele livet, hun blev 94 år og røg, siden hun var 11 år. Som håndværker har man mange forskellige stillinger i løbet af en dag, det har man ikke på et kontor. Men det er nok, fordi vi drikker flere bajere og ryger flere smøger. Vi har nok en mindre sund livsstil. Vi er ikke veganere, der skal fløde i sovsen. Jeg har det fint, det skræmmer mig overhovedet ikke, at man i gennemsnit lever seks år kortere. Jeg kommer til at dø med arbejdsskoene på. Jeg kan godt lide at leve godt. Det der med at løbe en tur om søerne om morgenen … Jeg får rigeligt med motion. Hvis man har så meget energi, når man kommer hjem fra arbejde, så er det fordi, man ikke laver nok. Så har man ikke lavet en skid«.




























