To kvinder har onsdag mistet livet i to ligeartede ulykker, men på to forskellige steder i landet.
Både i Odense og i Ballerup har højresvingende lastbiler nemlig ramt en cyklist, og i begge tilfælde har det kostet menneskeliv.
Den første ulykke skete først på eftermiddagen i krydset mellem Munkerisvej og Blangstedgårdsvej i Odense.
Her kørte en kvinde ad Blangstedsgårdvej, da hun blev ramt af en lastbil, som kørte i samme retning, idet lastbilen foretog et højresving ad Munkerisvej.
Den anden ulykke skete lidt senere et andet sted i landet, nemlig i Ballerup uden for København.
I krydset mellem Ballerup Boulevard og Bybjergvej blev en ældre kvinde ramt, da en lastbil svingede til højre. Også hun er afgået ved døden.
Fyns Politi og Københavns Vestegns Politi oplyser begge, at de pårørende til de omkomne er blevet underrettet.
ritzau
fortsæt med at læse




























