En mand brændte inde i et hus i Ejby på Fyn natten til torsdag, mens en kvinde slap ud med livet i behold.
Manden var handikappet. Kvinden gjorde alt, hvad hun kunne, for at redde ham, skriver det regionale medie fyens.dk.
Hos politiet fortalte vagtchef Steen Nyland tidligt på morgenen om det dramatiske forløb.
»Da vi kommer derover er huset overtændt, og vi får fat i den kvindelige beboer på stedet, der har reddet sig ud«.
»Så varer det ikke så længe, før vi får at vide, at der er fundet en livløs person i huset, hvilket kvinden bekræfter«, siger Steen Nyland til Ritzau.
Anmeldelsen om branden indløb cirka kvart i fire natten til torsdag. To timer senere var brandvæsenet fortsat i gang med indsatsen på Nørregade 36.
Årsagen til branden er uvis.
»Vi har endnu ikke en idé om, hvad branden skyldes. Det skal vi finde ud af med vores tekniske undersøgelser«, sagde vagtchefen tidligt torsdag morgen.
Anmeldelsen om branden lød klokken 03.42. Der blev ikke afspærret veje i forbindelse med slukningsarbejdet.
De pårørende er underrettet, oplyste vagtchefen tidligt torsdag morgen.
ritzau



























