Kaptajn Hans Knudsen på orlogsskibet ’Delmenhorst’ kunne først på eftermiddagen 13. oktober 1644 godt se, hvor det bar hen. Den danske eskadre på 17 skibe kunne slet ikke hamle op med en kombineret svensk-nederlandsk flåde på 42 skibe.
Resolut satte han sit skib på grund i nærheden af Rødbyhavn, hvor kanonerne på to nye batterier også deltog i slaget, og lod sine folk hugge hul i bunden af skibet. Og fortsatte så kampen mod overmagten, indtil det med en såkaldt ’brander’ lykkedes svenskerne at sætte ’Delmenhorst’ i brand.