Når statskassen står på vid gab under de store corona-hjælpepakker, får virksomheder millioner af kroner, som de slet ikke er berettiget til.
Politiken har via aktindsigter og i samarbejde med erhvervsvidenportalen Lasso X gennemgået 31.620 virksomheder, der har modtaget statslig lønkompensation frem til 8. september. På baggrund af analysearbejdet har vi foretaget en detaljeret gennemgang af 89 udvalgte virksomheder og afdækket alarmerende uoverensstemmelser mellem virksomhedernes ansøgninger om lønkompensation og de kompensationsbeløb, de rent faktisk har udbetalt til ansatte.




























