En 40-årig mand er blevet straffet med to års fængsel for 26 tilfælde af groft bedrageri.
Det har en enig domsmandsret i Retten på Frederiksberg afgjort.
Mian Aethsham Aslam har blandt andet i 20 tilfælde narret i alt 28 håbefulde boligsøgende til at overføre depositum for lejemål, som han ikke rådede over.
I nogle tilfælde overførte unge mennesker eller par med børn op mod 38.000 kroner i depositum til manden.
Nogle af pengene får de dog lov til at se igen, da manden skal betale erstatning til ofrene.
Retsformand Kasper Madsen lagde i sin afgørelse vægt på mængden af ofre, og at der var tale om mennesker med børn, som potentielt kunne ende uden et tag over hovedet.
Ud over lejlighedsbedragerierne var der seks andre tilfælde af bedrageri, som han også blev dømt for.
Der var nedlagt påstand på udvisning, men Mian Aethsham Aslam slap med en advarsel.
Han modtog dommen.
ritzau




























