Lidt over hver anden flygtning, der har været i Danmark mellem tre og seks år er i beskæftigelse, viser en gennemgang foretaget af Danmarks Statistik. Det er markant højere end for de flygtninge, der har været i Danmark op til tre år. Her er det lidt over hver tredje, der er i beskæftigelse.
For de flygtninge, der har været her i over 10 år, er det lidt under halvdelen, der er i beskæftigelse. Danmarks Statistiks specialkonsulent Jens Bjerre, der har arbejdet med opgørelsen, advarer i en pressemeddelelse mod at drage alt for mange konklusioner ved at sammenligne på tværs af årgangene.
»Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er tale om forskellige grupper, når vi taler om flygtninge, der har været i landet i kortere og længere tid. Grupperne kan derfor også være forskelligt sammensat med hensyn til alder, køn og uddannelsesniveau, hvilket kan påvirke beskæftigelsen«, siger han i en pressemeddelelse til opgørelsen.
Stor forskel på mænd og kvinder
Tallene viser dog også, at der i alle grupperne er en stor forskel på, hvor mange mandlige og kvindelige flygtninge, der kommer i arbejde.
Faktisk er forskellen mindst hos de flygtninge, der har været her i over ti år. Her er det 51 procent af mændene, der er i arbejde, mens 42 procent af kvinderne er i arbejde. For de flygtninge, der har været her i 6-10 år er det over 60 procent af mændene, der er kommet i arbejde, mens 37 procent af kvinderne er i beskæftigelse.
Forskellen er størst blandt de flygtninge, der har været her 3-6 år. Her er 60 procent af mændene i arbejde, mens 24 procent af kvinderne er det. For de flygtninge, der har været kortest tid i landet, er 16 procent af kvinderne i arbejde, mens 49 procent af mændene er i arbejde.
ritzau
fortsæt med at læse




























