Den livstidsdømte drabsmand Peter Madsen er nu i politiets varetægt efter en dramatisk fangeflugt.
Peter Madsen lykkedes tidligere i dag med at slippe væk fra Herstedvester Fængsel, hvor han afsoner sin straf for drabet på den svenske journalist Kim Wall i 2017.
Men efter kort tid på flugt blev han tilbageholdt af politiet i Albertslund ikke langt fra fængslet.
Efter at være blevet tjekket for eventuelle sprængstoffer af tilkaldte bomberyddere er han nu blevet kørt bort, fortæller Politikens reporter på stedet.
Politiet har indkaldt til pressemøde om sagen senere i eftermiddag. Hvordan det lykkedes ham at bryde ud af fængslet er stadig uklart. Ifølge B.T. skulle han have truet sig ud ved at sige, at han var i besiddelse af en bombe.
Politikens reporter på stedet har talt med flere lokale, som er chokerede over, at det er lykkedes Peter Madsen at flygte.
»Det er frygteligt og mærkeligt, at han har kunnet stikke af fra et fængsel, hvor der er så mange psykopater«, siger en af dem, Christina, der bor tæt på fængslet.
Hun er sammen med en veninde, der ikke ønsker sit navn frem, men som også er utryg.
»Det er heldigt, at han ikke kom hen til skolen, det er møgskræmmende det her«, siger hun.
»Hvis han har truet sig ud, skal man prioritere nogle flere penge til fængselsvæsenet«, siger hun videre.
Også kæresteparret Patrick og Nadja har svært ved at forstå, at den drabsdømte Peter Madsen kunne bryde ud.
»Jeg er ikke bange for ham, men manden er jo psykopat. Og hvis han kan gøre det én gang, kan han også gøre det igen«, siger Patrick.
Peter Madsen nægtede at have slået Kim Wall ihjel i sin ubåd. Hun døde som følge af en ulykke, har han forklaret.
Men Københavns Byret kendte ham skyldig i drabet, og Østre Landsret stadfæstede i 2018 hans dom om fængsel på livstid.
fortsæt med at læse


























