Når statminister Mette Frederiksen klokken 18.30 afholder coronapressemøde, vil hun blandt andet fortælle danskerne, at der nu indføres et forsamlingsforbud på 10 personer.
Det erfarer Politiken på baggrund af flere kilder. Og statsministeren har bekræftet det på pressemødet.
Der vil som i dag være undtagelser fra forsamlingsforbuddet. Præcis hvor og hvordan de undtagelser kommer til at fungere, er uvist.
Tidligere i dag meldte Statens Seruminstitut om rekordhøjt antal nye registrerede coronasmittede det seneste døgn: 859.
84 ud af 98 kommuner har nu et såkaldt bekymrende smittetal ifølge myndighederne. De danske sundhedsmyndigheders bekymringsgrænse går ved 20 smittede om ugen per 100.000 indbyggere. Fredag lå altså kun 14 kommuner under den grænse.
De seneste dage har såvel sundhedsministeren som statsministeren forberedt danskerne på at yderligere restriktioner med stor sandsynlighed ville blive nødvendige.
Sidst på eftermiddagen fredag lagde statsministeren en besked ud til danskerne på Facebook, som hun indledte: »Kære alle«. »Situationen er meget alvorlig«. Hun opfordrede danskerne til at »holde ud« og holde igen med sociale arrangementer.
»Jeg ved godt, at vi alle efterhånden er godt trætte af corona. Og de begrænsninger, det medfører. Men det er stadig op til os selv«, skriver hun.
»Opgaven er at holde så meget som muligt af samfundet åbent«, mener statsministeren »og til gengæld skrue helt ned for de sociale arrangementer, for hvor mange (forskellige) vi omgås og hvor ofte det sker«.
fortsæt med at læse




























