En lastbil har tirsdag aften tabt destruerede mink på landevejen mellem Nordenskov og Tirstrup øst for Varde.
Landevejen mellem Nordenskov og Tirstrup er tirsdag aften spærret, efter at en lastbil har tabt nogle destruerede mink.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
»Myndighederne er på stedet og er i gang med at iværksætte oprydning. Find alternative ruter«.
I første omgang skrev politiet at minkene var tabt på Hovedvej 12, men skriver i et nyt tweet, at det er på ’strækningen fra Nordenskov via Hodde til Tirstrup’.
Det er ikke lykkedes Ritzau at få kontakt til Syd- og Sønderjyllands Politi.
Men til B.T. oplyser politiet, at det muligvis er et defekt beslag på lastbilen, som er skyld i, at de mange mink blev tabt.
Politiet regner ifølge B.T. med, at oprydningsarbejdet vil være afsluttet hen mod midnat.
Ekstra Bladet har talt med en borger, der blot bliver kaldt Kristian, i området.
»Jeg kørte lige forbi. Fra Ølgod til Nordenskov ligger de spredt ud over det hele. Der er tale om tusindvis, og det bliver bare værre og værre. Det var fuldstændig vanvittigt. Det er grotesk«, fortæller han til Ekstra Bladet.
Det er ikke første gang, at destruerede mink ender på asfalten.
Lørdag aften tabte en lastbil døde mink på motorvej E45. De døde mink lå spredt på en næsten 50 kilometer lang strækning fra Haverlsev til Randers.
Nordjyllands Politi skrev efterfølgende på Twitter, at lastbilen var blevet lokaliseret i Randers, og at chaufføren ville blive sigtet for ikke at have sikret læsset ordentligt.
ritzau
fortsæt med at læse



























