Dag for dag vokser presset på Fødevarestyrelsen i sagen om aflivning af mink. Onsdag beklagede styrelsen, at den udsendte en ordre om aflivning af alle mink, vel vidende at den var ulovlig. Nu afslører interne dokumenter, som Politiken og Nordtinget.dk har fået aktindsigt i, at Fødevarestyrelsen fra juni til september nedtonede risikoen for, at mink smitter mennesker med corona. Det får eksperter og Enhedslisten til at lange hårdt ud efter Fødevarestyrelsen.
Professor i klinisk mikrobiologi ved SDU Hans Jørn Kolmos har fået forelagt dokumentationen og advarer om, at styrelsens nedtoning »kan have betydet, at smitten er steget mere end nødvendigt«.


























