Når danskere skal skyde vildt, skal det fremover foregå uden bly i ammunitionen, mener regeringen.

Forbud mod bly skal gøre dansk jagt bæredygtigt

Lyt til artiklen

Regeringen vil forbyde brug af bly i riffelammunition til jagt.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Bly er skadeligt for naturen, lyder det fra miljøminister Lea Wermelin (S).

»Bly er et giftigt tungmetal, der ikke hører hjemme i naturen. Derfor skal vi sikre, at jagten bliver mere bæredygtig«.

»Danmarks Jægerforbund anslår, at det vil spare vores natur for cirka to ton bly om året, og derfor giver det god mening at indføre det her blyforbud«.

I forvejen er brug af bly til hagljagt i Danmark forbudt.

Flere organisationer har presset på for et blyforbud. Danmarks Jægerforbund bakker op om ministeren og kalder det i pressemeddelelsen ’en passion’ for forbundet, at dansk jagt ikke forurener naturen.

»Derfor var Danmark det første land i verden, som forbød bly i haglpatroner«.

» Vi bliver det første land i verden, som kræver bionedbrydelige haglskåle i haglpatroner, og nu bliver vi også det første land i verden, som forbyder bly i riffelammunition til jagt«, lyder det fra Marie-Louise M. Achton-Lyng, der er formand for Danmarks Jægerforbunds våbenudvalg.

Endelig forbud træder i kraft 2023

Der vil blive tale om en udfasning af bly i riffelammunition, så det endelige forbud træder i kraft i 2023.

Desuden kræver forbuddet en ændring i den danske bekendtgørelse om den våben og ammunition, der anvendes til jagt.

Miljø- og Fødevareministeriet er i gang med at undersøge, hvordan krav til riffelammunition kan tilpasses, så ammunition uden bly kan anvendes på forsvarlig vis, hedder det i pressemeddelelsen.

Det Europæiske Kemikalieagentur arbejder på et lignende forbud for hele EU, men regeringen vil altså indføre det i Danmark allerede nu.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her