Fem måneders intensiv kamp for at forhindre coronasmittede mink i at sprede farlig virus til borgere i Nordjylland kulminerede onsdag med en de facto-fyring af fødevareminister Mogens Jensen.
Minkskandalen indeholder ingredienser af den kaliber, der i en spændingsroman ville udløse total regeringskrise og nyvalg. Der er vi ikke uden for romanens verden, men bagtæppet er ualmindelig alvorligt. Trusler mod folkesundheden. Virus spredt fra dyr til mennesker. Farlige mutationer. Grov pligtforsømmelse begået af landets øverste topjurister. Ulovlig regeringsordre og grundlovsbrud.




























