Ifølge Forsvaret er der passagerer om bord på Ærøfærgen, der har kastet anker mellem Marstal og Rudkøbing.

Ærøfærgen kaster anker efter røgudvikling i motorrum

Lyt til artiklen

Færgen ’Ærøxpressen’ har været nødsaget til at kaste anker syd for Strynø, efter at der tidligere på aftenen opstod røgudvikling i motorrummet.

Det skriver TV 2.

Vagtchef hos Forsvarets Operationscenter bekræfter søndag aften klokken 21.10, at færgen har kastet anker.

Der er passagerer om bord, fortæller vagtchefen, men det er ikke en nødsituation, og derfor er Forsvaret ikke en del af opgaven.

»Det, vi er klar over, er, at færgen klarer det selv. Da der ikke som sådan er nød, klarer de den selv«, siger vagtchefen.

Vagtchefen kan ikke oplyse, hvor mange passagerer der er tale om.

Ifølge TV 2 skal færgen, der i øjeblikket ligger på ruten mellem Marstal og Rudkøbing, bugseres i land.

Fyns Politi har søndag aften ikke modtaget henvendelse fra færgen, oplyser vagtchefen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her