Hvad Venstres næstformand, Inger Støjberg, helt præcist mente, da hun i weekenden brugte et af den amerikanske præsident Donald Trumps yndlingsudtryk om at ’dræne sumpen’, er stadig lidt uklart.
Men flere af hendes partifæller i folketingsgruppen bakker varmt op om partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V), der søndag så sig kaldet til at gå ud og fastslå, at Venstre bestemt ikke har problemer med centraladministrationen, som ellers har været Trumps pointe med udtrykket.




























