Forsvaret har iværksat en eftersøgning med to helikoptere og fire skibe ved Farøbroen på siden mod Sjælland. Det sker efter fund af tøj og et håndklæde ved broen.
Både Forsvarets søredningstjeneste, JRCC, og politiet er til stede, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Politiet har skrevet, at der står ’Springtosserne camp 2019’ på trøjen.
Håbet er, at nogle i lokalområdet genkender tøjet, fortæller vagtchef Kent Edvardsen til Ekstra Bladet.
»Jeg håber, det bare er en lokal, som har vinterbadet og glemt sit tøj. Men det kan jo også godt være nogen, som har været ude at svømme og fået krampe eller lignende«, siger han til mediet.
Borgere opfordres til at ringe 114, hvis de ved noget.
ritzau



























