En 21-årig bilist kørte ifølge politiet frem mod en betjent, som så skød tre gange mod bilistens motorhjelm.

Politiet skød mod vanvidsbilists bil efter biljagt med 180 kilometer i timen

Lyt til artiklen

Politiet affyrede natten til tirsdag tre skud mod en bil med en mandlig bilist i Ikast efter en længere biljagt.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politis kommunikationsafdeling til Ritzau.

Politiet forsøgte først at stoppe den cirka 21-årige bilist i Tjørring, men det ønskede den unge mand ikke, og han kørte afsted. Men på vej væk fra politiet ramte han ind i siden på politibilens dør, hvor en betjent sad.

Betjenten blev klemt, men kom efter det oplyste ikke til skade. Og de samme betjente fra bilen, der var blevet ramt i siden, satte efter den unge mand.

Det resulterede i en længere eftersættelse, hvor bilisten ifølge politiet kørte 180 kilometer i timen på motorvejen og passerede flere røde lys.

I Ikast fik politiet bilen standset, men da en politibetjent gik frem mod bilisten, gassede bilisten op. Derfor affyrede politiet tre skud mod bilistens motorhjelm, og bilisten kunne bagefter anholdes.

I bilen sad også en passager, som ligeledes blev anholdt.

Ingen blev ramt af skuddene.

Bilisten bliver tirsdag klokken 13 fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Herning, mens passageren løslades.

Det er endnu ikke sikkert, hvad bilisten bliver sigtet for. Men der vil formentlig være tale om vold mod tjenestemand og fareforvoldelse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her