Politiet kørte lillejuleaften til meldinger om fyrværkeri i Haderslev. Der blev også affyret mod politiet.

Fyrværkeri blev skudt af mod betjente i Haderslev

Lyt til artiklen

Der blev onsdag aften affyret fyrværkeri mod politiet i Haderslev.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet fik meldinger om afskydning af fyrværkeri og kanonslag i Varbergparken i Haderslev. Der blev fyret af mod biler, og da politiet kom frem, blev der også fyret af mod dem.

»Der blev fyret af mod biler - også fra den kommunale hjemmepleje. Vi havde flere patruljer på stedet, som ved 21.30 tiden meddelte, at der også blev affyret mod dem«, skriver politiet på Twitter.

Ingen kom til skade.

Det lykkedes politiet at genoprette roen i området et par timer senere - ved 23.30-tiden.

»Der har natten igennem været ekstra patruljering i området«, skriver politiet.

Torsdag morgen oplyser politiet, at ingen er blevet anholdt eller sigtet.

Men skulle nogen blive sigtet, så kan vedkommende se frem til en ekstra hård straf.

I sidste uge blev straffen nemlig skærpet med en tredjedel for at affyre fyrværkeri mod borgere, politi eller brandvæsen.

Desuden er det slet ikke lovligt at fyre fyrværkeri af før 27. december. Fra den dag er det tilladt frem til 1. januar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her