Det bliver dyrere at søge om våbentilladelse til skydevåben fra 1. februar.
Afgiften stiger fra de nuværende 840 kroner for det første våben og 420 kroner for de følgende til 1085 kroner per våben.
Den nye sats er et resultat af, at de nuværende to afgifter forenkles til ét beløb, som i samme omgang hæves til 2020-niveau.
Formålet er at ensarte afgiften, forklarer Jesper Byskov, afdelingsleder ved våbenkontoret i Politiets Administrative Center (PAC).
»Inden vi kan udstede tilladelser, skal vi have styr på, at gebyret er korrekt betalt. Lige nu har vi i omegnen af 3000 tilbagebetalinger om året, hvor folk tror, de skal betale 840 kroner, men reelt kun skal betale 420 kroner. Og så har vi omkring 5000 sager, hvor der er betalt for lidt«.
»Med ét gebyr vil vi årligt have omkring 8000 færre sager, hvor vi skal have fat i en borger, inden vi kan udstede tilladelsen«, lyder det.
Netop ekspeditionstiden er blevet kritiseret af Danmarks Jægerforbund, som ikke mener, at servicemålet på maksimalt 20 arbejdsdage bliver overholdt.
»Vi er oppe på syv til ni uger for at behandle en tilladelse. Så når man på den ene side lader prisen stige og på den anden side ikke formår at levere ordentlig service, så sætter vi foden ned«, siger formand Claus Lind Christensen.
Men med den ensartede afgift og et nyt it-system, som udrulles i februar, vil jægerne opleve en ’kraftig forbedring’, siger Jesper Byskov.
»Vi har haft oldnordiske it-systemer, men det nye bliver mere professionelt og mere enkelt«.
Et andet mål med afgiften er også at mindske antallet af våben i samfundet, siger han.
»Vi tror, der er en del ’nice to have’-våben, som ikke bliver brugt. Så man skal have de våben, man har brug for, men heller ikke mere end det«.
Claus Lind Christensen mener, at fokus bør rettes et andet sted hen.
»Når jeg tænker på våben, der står blandt jægere og sportsskytter, så er det våben, der har et formål«.
» Det er de legale våben, man endnu en gang kigger på, i stedet for at sørge for løbende at køre kampagner mod illegale våben«.
PAC udsteder hvert år cirka 90.000 til 100.000 tilladelser til jagtvåben om året.
Derudover kræves der ikke tilladelse til haglvåben, men det skal anmeldes til politiet. Det gælder dog ikke, hvis haglvåbenet er fra før 2000.
En våbentilladelse er gyldig i ti år.
ritzau



























