Konkurrencerådet har fremlagt advokatanalyse. Der anbefales opgør med advokaters forbud mod klientfiskeri.

Konkurrenceråd: Kammeradvokatens position bør udfordres

Foto: Joachim Adrian/POLFOTO
Foto: Joachim Adrian/POLFOTO
Lyt til artiklen

Konkurrencen i advokatbranchen er udfordret, og derfor lægger Konkurrencerådet op til en række ændringer i branchen, viser en analyse fra Konkurrencerådet, som er offentliggjort torsdag.

Analysen kommer med 16 anbefalinger. Det gælder blandt andet en øget konkurrence om statens køb af juridisk bistand. Konkurrencerådet anbefaler blandt andet, at hele eller dele af statens opgaver, der i dag hører under aftalen om Kammeradvokaten, skal konkurrenceudsættes.

»Staten har i 85 år købt en markant del af sin advokatbistand hos Kammeradvokaten. Aftalen med Kammeradvokaten er uden udløb og ikke omfattet af udbudspligten. Også mange kommuner og regioner kan i højere grad udsætte deres indkøb af juridisk rådgivning for konkurrence«, siger formand for Konkurrencerådet Christian Schultz.

Rådet skriver, at de opgaver, der ifølge udbudsloven ikke er udbudspligtige, eventuelt kan samles i én aftale, som udgør en ny, mindre ’Kammeradvokataftale’ med en udløbsdato.

Den nye, mindre og tidsbegrænsede Kammeradvokataftale kan enten genforhandles med Advokatfirmaet Poul Schmith, eller udbydes i konkurrence som en samlet kontrakt.

»Det kan også overvejes, om der med sådan en ny model kan være flere advokatfirmaer, der kan anvende Kammeradvokattitlen, eller om en sådan titel er relevant, når der er flere leverandører«, lyder det fra rådet.

Vil gøre op med forbud mod klientfiskeri

Dansk Erhverv mener, at aftalen med Kammeradvokaten skal opsiges. Organisationen foreslår, at man etablerer rammeaftaler på forskellige områder, hvor flere kvalificerede advokatvirksomheder deltager.

Rådet anbefaler også en delvis afskaffelse af et forbud mod, at advokater foretager såkaldt klientfiskeri. Forbuddet skal dog ikke gælde straffesager eller sager med særligt udsatte eller sårbare personer.

»Advokatbistand er ofte baseret på tillid, og kunderne er generelt meget loyale over for det advokatfirma, de tidligere har benyttet. Det begrænser konkurrencen, at kundesiden er forholdsvis passiv i sin markedsafsøgning«, siger formand Christian Schultz.

Der lægges også op til en undersøgelse af, om andre kandidater end dem, der har en cand.jur. – en kandidat i jura – skal kunne blive optaget på advokatuddannelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her