En mand er i kritisk tilstand, og en kvinde er kommet alvorligt til skade, da de i hver sin bil stødte sammen.

Mand og kvinde er kvæstet efter bilulykke nær Støvring

Lyt til artiklen

En mand er i kritisk tilstand, og en kvinde er kommet alvorligt til skade, efter en ulykke på E45 Nordjyske Motorvej natten til fredag.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund tidligt fredag morgen.

Ulykken skete omkring klokken 03.30 ved afkørsel 30 nær Støvring, da de to førere af hver sin bil stødte sammen.

»De blev begge fastklemt, men de er nu blevet frigjort og sendt til Aalborg Sygehus«, siger Mads Hessellund, der ikke ønsker at oplyse alderen på de to involverede.

Politiet ved endnu ikke, hvordan ulykken er sket.

»Vi har en bilinspektør på stedet, og vi er stadig i gang med at foretage afhøringer, så vi forhåbentlig kan komme det lidt nærmere«, siger vagtchefen.

Ulykken skete i det sydgående spor, og motorvejen har siden været spærret.

»Men fordi ulykken er sket mellem til- og frakørslen, så kan man stadig passere ulykkesstedet ved at køre af og på motorvejen igen«, siger Mads Hessellund.

De pårørende er endnu ikke blevet underrettet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her