»Forretningen er tvangslukket indtil 28. februar, men jeg er i butikken fra 11-16 og udleverer bestilte varer«. Sådan står der på døren til en mindre fotoforretning i en forstad til København. En kunde, som i det angivne tidsrum bestiller med en sms på det anførte telefonnummer, oplever i praksis en personlig ekspedition, som til forveksling ligner købsoplevelsen i den åbne butik før coronalukningen.
Et sted i nærheden har en cykelhandler sat et stort skilt op ud til en befærdet vej. Her står der med ekstra store bogstaver skrevet, at »Værkstedet er åbent«. Det er næppe sandsynligt, at en kunde, som har glemt sin cykel, vil blive afvist, hvis den pågældende viser interesse for at købe en ny cykel. Salgsområdet er lige så lidt afspærret som i åbne butikker med fødevarer og et varesortiment, som i normale tider konkurrerer med både fotoforretninger og cykelhandlere.




























