Der er typisk to fængselsbetjente til stede, når en celle i et af landets fængsler skal undersøges for ulovlige genstande. Mens den indsatte venter, gennemroder fængselsbetjentene de få kvadratmeter, som udgør den indsattes hjem. Madrassen bliver løftet, vasketøjet bliver endevendt, låget bliver skruet af tandpastatuben, og private papirer bliver bladret igennem. Formålet er at finde mobiltelefoner, våben, narkotika eller andre ting, som det ikke er tilladt at være i besiddelse af i Kriminalforsorgens institutioner.
Et svar til Folketingets Retsudvalg viser, at der i 2019 blev foretaget 62.430 af de såkaldte cellevisitationer.


























