Ejendomsinvestoren Kenneth Schwartz Thomsen dømmes til at betale 565 millioner kroner efter krakket i Roskilde Bank.
Sådan lyder en dom afsagt af Retten i Lyngby onsdag. Helt præcist skal den kendte erhvervsmand af med 565.195.692,34 kroner til Finansiel Stabilitet, som er det statslige selskab, der overtog den kollapsede bank.
Oveni skal lægges renter, ligesom han skal betale sagsomkostninger på 400.000 kroner - inden 14 dage.
Roskilde Bank gik konkurs i 2008. Den blev tvunget i knæ af flere dyre engagementer med ejendomsinvestorer som blandt andre Kenneth Schwartz Thomsen.
Kravet bygger især på selvskyldnerkautioner vedrørende otte selskabers gæld. Med 454 millioner kroner er Europolitan K/S klart det største i rækken.
I retten har Schwartz Thomsens advokat påstået frifindelse. Kravet var forældet, lød det blandt andet.
ritzau



























