En mand og en kvinde sigtes for at have kastet genstande mod politiet under demo i København.

To anholdt efter uro ved demo mod coronarestriktioner

En gruppe, der kalder sig 'Men in Black' demonstrerede på Rådhuspladsen og  i gaderne i København. Det var angiveligt en protest-manifestation rettet mod regeringens corona restriktioner. Flere blev anholdt.  Foto: Anthon Unger
En gruppe, der kalder sig 'Men in Black' demonstrerede på Rådhuspladsen og  i gaderne i København. Det var angiveligt en protest-manifestation rettet mod regeringens corona restriktioner. Flere blev anholdt. Foto: Anthon Unger
Lyt til artiklen

En mand og en kvinde er blevet anholdt i forbindelse med uroen ved en demonstration mod blandt andet coronarestriktioner den 9. januar.

Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

Demonstrationen var arrangeret af bevægelsen Men In Black og endte i uroligheder på og omkring Rådhuspladsen i København, hvor politiet trak stavene mod demonstranterne.

18 personer blev anholdt og syv personer blev dagen efter varetægtsfængslet - sigtet for vold mod tjenestemand og grov forstyrrelse af den offentlige orden.

Desuden blev en 30-årig kvinde for et par uger siden anholdt og varetægtsfængslet.

Politiet: Hun opfordrede til hærværk

Ifølge politiet opfordrede hun til hærværk, da hun under demonstrationen gik på scenen og i en megafon råbte, at demonstranterne skulle gøre opmærksom på sig selv.

»Er I klar til at gå rundt og smadre byen på en ikke voldelig måde? Bare lige for at gøre København opmærksom på, at vi er her«, lød det blandt andet.

»Er I med? Er vi færdige med at acceptere det lort, så lad os smadre det, venner – folkestyret, folket i Folketinget, smadre systemet. Tak skal I have«, sagde hun.

Da demonstranterne efterfølgende bevægede sig ned ad Strøget, opløste politiet demonstrationen, og det kom til sammenstød.

Onsdag har politiet så anholdt yderligere en 23-årig mand og en 26-årig kvinde. De er sigtet for at kaste genstande mod politiet samt forsøg på grov vold.

De fremstilles torsdag i grundlovsforhør med krav om fængsling.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her