Politiet undersøgte onsdag eftermiddag et mistænkeligt forhold ved den amerikanske ambassade på Dag Hammarskjölds Allé i København.
Det oplyste Københavns Politi på Twitter sent onsdag eftermiddag.
Klokken 18.40 meddeler politiet, at oprydningen er i gang, og at man forventer at åbne gaden igen snart. Politiet oplyser ikke yderligere om det mistænkelige forhold.
Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro blev spærret, og ifølge Ekstra Bladet var bomberobotten Rulle-Marie og sprængstofeksperter til stede.
»Vi har været til stede i forbindelse med en mistænkelig genstand ved den amerikanske ambassade. Intet om sagen, og vi er i gang med oprydning og forventer at kunne åbne op inden for ganske kort tid«, skriver politiet onsdag aften.
Umiddelbart ser det ud til, at politiet har fokuseret på en plastikflaske med gaffatape viklet om, skriver Ekstra Bladet.
Ifølge avisen ankom desuden ammunitionsstyrker, ligesom ambulancer og hundepatruljer kom til. Det er uvist, om de har forladt gaden igen onsdag aften.
Ambassaden blev evakueret ifølge B.T. Det samme gjorde en række skurvogne, der ligger tæt på, ifølge Ekstra Bladet.
ritzau




























