Vaccinationskalenderen er igen opdateret. Det sker efter leveringsforsinkelser og yderligere pausering af vaccine.

Ny forsinkelse: Her er den nye vaccinekalender

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Suspenderingen af AstraZeneca er blevet forlænget med tre uger, og Johnson & Johnson leverer 450.000 færre vacciner i april end først aftalt. Det betyder, at vaccinationskalenderen bliver ændret og de sidste stik forsinket med to uger.

Politikerne har længe snakket om de magiske 50, som betyder, at når alle over 50 år har fået første stik, vil de fleste restriktioner kunne phæves og samfundet åbne igen. Med de nye forsinkelser står gruppen af 50-54-årige til at have fået første stik i uge 22 og være færdigvaccineret i uge 24, så en endelig genåbning først vil ske i begyndelsen af juni.

Sundhedsstyrelsen har endnu ikke opdateret vaccinekalenderen på sin hjemmeside, men den optræder i et notat, som Sundhedsstyrelseni dag har offentliggjort.

Den sidste gruppe er fortsat de 30-34-årige, som med den nye kalender vil have fået andet stik i uge 30.

Nyheden om færre vacciner fra Johnson & Johnson kommer, efter at Norge tidligere i dag meldte, at de forventer over 250.000 færre coronavacciner fra medicinalfirmaet i april.

Vaccinen fra Johnson & Johnson bliver den fjerde vaccine brugt i EU, og modsat de tre andre kræver den blot ét stik. Den har vist sig at være 67 procent effektiv til forebyggelse af covid-19.

Det er den vaccine, som EU har forhåndskøbt flest doser af. Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere over otte millioner personer med Johnson & Johnson-vaccinen.


Torsdag har Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen meddelt på et pressemøde, at suspenderingen af AstraZeneca-vaccinen vil forlænges med yderligere tre uger efter de nuværende to ugers ophold. Det sker, fordi eksperter har brug for mere tid til at undersøge, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og en række tilfælde af sjældne blodpropper, som mindst ni indtil videre er døde af. Hvis vaccinen fra AstraZeneca ikke bliver genoptaget, forskydes vaccinationskalenderen yderligere to uger, så de 50-54-årige forventes færdigvaccineret i uge 26 og den sidste gruppe i uge 32.

Clara Jermiin Kiersgaard Olesen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her