Alle i Svendborg opfordres til at blive testet efter udbrud af smitte med en mutation af corona i kommunen.

Mutation af coronavirus fundet i Svendborg

Alle i Svendborg opfordres til at blive testet efter udbrud af smitte med en mutation af corona i kommunen. Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Alle i Svendborg opfordres til at blive testet efter udbrud af smitte med en mutation af corona i kommunen. Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der er fundet flere tilfælde af smitte med en smitsom mutation af coronavirus i Svendborg Kommune.

Det er blandt andet i den nordøstlige del af Svendborg, at smittetilfældene er konstateret. Statens Serum Institut undersøger i øjeblikket, hvilken mutation der er tale om, skriver kommunen på sin hjemmeside.

Søndag blev 14 nye tilfælde af coronavirus konstateret i kommunen. Incidenstallet, det der tidligere blev kaldt smittetallet, ligger nu på 91,1.

De seneste syv dage har Svendborg Kommune haft 53 nye smittetilfælde.

Alle i Svendborg opfordres til at blive testet, skriver kommunen. I særdeleshed dem, der bor omkring Byparken, Marslevvej Station, Byhavevej, Byskoven og Ørbækvej.

Styrelsen for Patientsikkerhed sender mandag mobile teststeder til Skovbyhus, Byparken 44, hvor kommunen i forvejen har et testcenter.

Svendborg Kommune har kontaktet forældrene til elever på skoler i fire klasser, hvor der frygtes at være smitte, med opfordring til at blive testet og isolere sig. Det oplyser John Jensen, som er direktør for social, sundhed og beskæftigelse i Svendborg Kommune.

»Vi håber, at vi kan få inddæmmet smitten med de initiativer, vi har igangsat«, siger han.

Smittekilden er ukendt

Lørdag kom det frem, at der var fundet et tilfælde af enten den sydafrikanske eller brasilianske variant i Nyborg Kommune.

Der er tale om en skoleelev i indskolingen 1. – 3.-klasse på Birkhovedskolen i Nyborg, som er smittet.

Nyborg Kommune har derfor sat gang i en smitteopsporing af nære kontakter. Mellem 150-200 personer er blevet opfordret til at tage en test.

Kommune vil teste 200 efter fund af smitsom variant

Smittekilden til tilfældet hos skoleeleven er ukendt. Det vides ikke, om vedkommende er blevet smittet i Danmark eller på en rejse til udlandet.

Det er endnu ikke kommet frem, hvilke mutationer der er tale om i Nyborg og Svendborg kommuner.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste lørdag på Twitter, at der er fundet yderligere seks tilfælde af smitte med den brasilianske variant (P1). I alt er der fundet ni tilfælde.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her