Udsultede og døde dyr på statens arealer i Mols Bjerge har ført til en sigtelse for dyremishandling.

Politiet sigter Naturstyrelsen for dyremishandling

Foto: Casper Dalhoff/Casper Dalhoff
Foto: Casper Dalhoff/Casper Dalhoff
Lyt til artiklen

Østjyllands Politi har nu rejst sigtelse mod Naturstyrelsen for overtrædelse af dyrevelfærdsloven i Mols Bjerge.

Det oplyser Naturstyrelsen tirsdag i en pressemeddelelse.

I en tilsynsrapport fra februar fandt en dyrlæge, at tilstanden hos den kvægbesætning, der står for naturplejen i Mols Bjerge, var stærkt kritisabel.

Meningen med naturplejen ved Nationalpark Mols Bjerge er ifølge Naturstyrelsen Kronjylland at ramme en balance, ’hvor der fodres så lidt som muligt af hensyn til naturen, samtidig med at dyrevelfærden skal være i orden’.

I efteråret og vinteren, når kulden kommer, og væksten går i stå, er det meningen, at dyrene skal spise det, der er tilgængeligt, som for eksempel brombær og mindre træer.

Men vinteren 2021 har været så hård, at dyrene har haft svært ved at finde føde. Styrelsen har tidligere fortalt, at dyrene har været ’særdeles sultne’.

»I 2021 har vi desværre oplevet lidt flere dødsfald blandt de naturplejende dyr end vanligt, hvor fire køer og to stude ud af samlet set 160 dyr er døde, og derudover har der været et antal aborter«, skrev Naturstyrelsen Kronjylland i en pressemeddelelse midt i marts.

Burde have handlet tidligere

Ud over sigtelsen for dyremishandling har Landbrugsstyrelsens Økologikontrol gennemført et uanmeldt kontrolbesøg ved besætningen.

Den foreløbige konklusion lyder, at dyrene på daværende tidspunkt ikke har været behandlet i overensstemmelse med dyrevelfærdsloven.

»Vi ser med stor alvor på denne sag, og kan kun beklage, at det er sket«, udtaler direktør i Naturstyrelsen i tirsdagens pressemeddelelse.

»Der burde have været handlet tidligere, så vi havde undgået, at nogle af dyrene i Mols Bjerge blev så afkræftede, at de døde eller måtte aflives. Den slags må selvfølgelig ikke ske på statens arealer«.

Sagen har nu ført til ekstra tilsyn med de græssende dyr i Mols Bjerge. Naturstyrelsen vil indføre dyrlægekontroller hver måned i stedet for hvert kvartal, indtil sagen er afgjort.

Desuden er styrelsen i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder i sagen, og vurdere om den skal have konsekvenser for nogle af de ansatte.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her