Det er tid til at gøre op med tjenestemandsreformen fra 1969, der placerede sygeplejersker i en lavere lønramme end for eksempel lærere og politibetjente og betale sygeplejersker mere.
Det mener De Radikale og Dansk Folkeparti, der ifølge Jyllands-Posten vil lægge pres på regeringen for at åbne trepartsforhandlinger med arbejdsgiverne og sygeplejerskerne.
Beskæftigelsesordfører Samira Nawa (R) mener, at tjenestemandsreformen hindrer ligestilling, hvad angår lønforhold.
»Der er tale om en reform tilbage fra 1969, som fik de såkaldte kvindefag placeret lavere, fordi kvinders indkomst blev betragtet som en biindtægt i familien. Det er altså ikke et ligestillingssyn, som vi deler her i 2021«, siger hun.
Også hos Dansk Folkeparti mener man, at reformen er forældet.
»Grundlæggende mener vi, at lønspørgsmål hører hjemme mellem arbejdsmarkedets parter, men her står man med en strukturel skævhed, som er opstået på baggrund af en lovgivning, der er 50 år gammel«, siger kommunalordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).
Dansk Sygeplejeråd (DSR), der repræsenterer en stor del af sygeplejerskerne, indgav torsdag et strejkevarsel til arbejdsgiverne.
Strejkevarslet kommer, efter at et lille flertal af DSR’s medlemmer tidligere har stemt nej til den nye overenskomstaftale.
Utilfredsheden har især at gøre med lønnen, som ifølge sygeplejerskerne er for lav.
DSR har i underkanten af 80.000 medlemmer. Sygeplejerådet har besluttet at varsle strejke for ti procent af medlemmerne ansat i kommuner og regioner.
Konsekvensen af varslet er, at sygeplejerske fra natten mellem torsdag 20. maj og fredag 21. maj vil kunne påbegynde den varslede strejke.
ritzau
fortsæt med at læse




























