Pigen var på vej hjem, da hun blev angrebet bagfra og trukket ind i et buskads. Politiet søger vidner.

12-årig pige overfaldet og voldtaget på Fyn

Lyt til artiklen

En 12-årig pige blev fredag eftermiddag overfaldet, trukket ind i et buskads og udsat for anden seksuel omgang end samleje i Fraugde ved Odense.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Pigen var nogle minutter før overfaldet stået af bussen ved lægehuset. På vej hjem ad stisystemet mellem Flittergræsset og Fraugde-Radby-Vej blev hun pludselig grebet bagfra og trukket ind buskadset, hvor voldtægten fandt sted.

Efter straffeloven er der tale om voldtægt, også når der er tale om anden seksuel omgang end samleje.

Gerningsmanden beskrives som en dreng på cirka 16 år. Han er almindelig af bygning, har en lys hudfarve med en del akne i ansigtet og taler dansk.

Fredag eftermiddag havde han en lysebrun, firkantet taske med og havde muligvis en kasket på. Desuden bar han briller med en mørk kant.

Politiet fik anmeldelsen om overfaldet klokken 15.13.

»Vi vil meget gerne høre fra vidner, der genkender signalementet af gerningsmanden, eller som har bemærket noget i området fredag eftermiddag«, siger politiets vagtchef Kenneth Taanquist.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her